329 Dkr
299 Dkr
Dkr
Afgang Havnegade 5C, 7680 Thyborøn
På delfinsafari i Limfjorden
I Thyborøn Kanal, hvor stimer af sild og andre fisk er en god fødekilde, er der rigtig gode chancer for at se delfiner med egne øjne
Tag med på bådtur og oplev den unikke natur ved udmundingen af Limfjorden. Vores erfarne guide sejler dig ud i Thyborøn Kanal, hvor Vesterhavet og Limfjorden mødes. Kanalen er den adgang til fjorden, som mange fisk søger - og delfinerne følger med. Delfinerne kan identificeres på deres finner, og de identificerede dyr i Thyborøn-flokken er Chewbacca, Tall Fin samt en kalv, som i maj 2021 er døbt Leia.
Delfinerne er blot nogle af de dyr, der lever i denne del af Limfjorden. En stor koloni af sæler og et rigt fugleliv er også dagligdagen på de vestlige sandbanker. Tag med ud i et helt specielt naturområde og oplev det unikke dyreliv.
Delfinernes adfærd
Vi har gennem de seneste år lært delfinernes adfærd bedre at kende - og ligeledes har de lært vores safaribåde at kende. Og selvom man ikke skal stille sit ur efter delfinerne, så er der ofte et mønster i, hvornår de dukker op i kanalen. Nogle dage er vi heldige med, at de er i nærheden fra morgen til aften. Andre dage ser vi dem kun sporadisk. Og få dage sker det, at vi slet ikke ser dem. Vi ser delfiner på 90% af vores delfinsafarier, og det er ret vildt at kunne sige her i Danmark!
Sandsynligheden for at se delfiner i Thyborøn Kanal er størst sidst på dagen eller tidligt om morgenen. Derfor er det på de tider af dagen, at vi har sat turene i vores bookingkalender. Vi vil nemlig gerne øge din sandsynlighed for også at opleve delfinerne. Hvis du vil have en skøn sejltur i løbet af dagen, anbefaler vi istedet en sælsafari. Med så stor en sælkoloni, som lever her, er sandsynligheden for at se sæler lige stor, om det er morgen eller aften. Vi har igennem 5 år set sæler på 100% af vores sælture.
Vi giver ikke delfingaranti på turen. Dyrene er vilde dyr, der selv bestemmer, hvor og hvornår de vil være her. Vi garanterer derimod en dejlig sejltur med masser af spændende fortællinger om dyrene og området. Turen foregår på dyrenes præmisser. Alles sikkerhed - både dyrenes og vores egen - er førsteprioritet ombord.
Praktisk info
Mødested: Havnegade 5C, 7680 Thyborøn
Varighed: Ca. 1,5 time. Mødetid ved båden 10 min. før afgang
Pris: 329 kr pr. voksen, 299 kr. pr. barn under 13 år, 269 kr. pr barn 0-2 år
Små børn: Vi har redningsveste til børn fra 2 år og op, men kan desværre ikke sejle med børn yngre uden foregående aftale. Kontakt os for at aftale nærmere
Hunde: Der kan ikke medbringes hunde på denne tur
Påklædning: Påklædning er årstidsafhængig. Vi anbefaler, at man bærer vind-/vandtæt tøj. Husk det er køligere ude på vandet, end det er på land.
Båden: Båden er en åben motorbåd, der sikrer passagererne det bedste udsyn under turen.
Vær opmærksom på
Husk at tjekke din bekræftelse: Alle kan lave fejl, og nogle gange oplever vi, at vores gæster er kommet til at booke en anden dato, tidspunkt eller afgangssted end, de havde intentioner om. Husk derfor at tjekke din bekræftelse, som du modtager på mail, med det samme!
Når vejret driller: Turen kan aflyses ved for hård vind. Hold venligst øje med turkalenderen på vores webside, om turen kan gennemføres. Har du booket, får du naturligvis besked, hvis turen ikke kan gennemføres. Husk at oplyse dit telefonnummer ved booking. På den måde kan vi kontakte dig i tilfælde af uforudsete hændelser, som eks. ændringer i vejret.
Er der udsolgt: Vi arrangerer ekstrature efter behov. Hold øje med turkalenderen, vi lægger ekstra ture ind dagligt, efterhånden som de bliver fyldt indtil, vi når vores maks. kapacitet. Ser du ikke en ledig tur netop den dag, du gerne vil afsted, så kontakt os gerne pr. telefon eller mail.