Ålejernsamling

Bag det lange akvarium ved endevæggen modsat rørebassinerne er der en samling af ålejern.

Ålejern samlet af en tysk turist

Disse ålejern blev samlet af en tysk turist, som holdt sommerferie i Danmark gennem mange år – også mange år, før JyllandsAkvariet blev åbnet. Han fandt dem rundt omkring på genbrugspladser i hele Vestjylland, hvor han også lavede aftaler om, at de lagde dem til side, hvis der skulle komme nogle ind. Han havde dem hængende på sin stuevæg i sit hjem i Tyskland – vistnok ikke til hustruens udelte begejstring.

Lån af samlingen

I 2002 snakkede han med sin udlejer om, at han gerne ville afhænde samlingen, og hun satte ham i kontakt med JyllandsAkvariet, som han udlånte samlingen til. Han er senere død, og nu er det hans børn, som udlåner samlingen til os.

Ikke to er ens

Læg mærke til, at ikke to af ålejernene er ens. Hver eneste landsbysmed havde sit eget design på ålejern, og det var blandt andet, hvad den tyske samler syntes var så interessant.